Gertrud Tinning

- Forfatter

Velkommen – Som små soldater

Som små soldater

Velkommen til min hjemmeside og til min roman Som små soldater, hvori Ingeborg Hansen er fortælleren og hovedpersonen.

Som små soldater

startede som et indre foto i mit hoved. To små børn på en bænk i en ventesal på Helsingør Station. Hvem var de? Og hvorfor sad de der tavse og ventede? Den historie var jeg nysgerrig efter at høre. Langsomt og tøvende begyndte historien at udspille sig gennem Ingeborgs optik. På sin vis er Ingeborg en almindelig ung kvinde på 19 år i slutningen af 1940´erne, og så alligevel ikke. På sin egen stille, men vedholdende måde, gør hun op med tidens kvinderolle. Hendes søgen efter egen identitet, følger hendes uophørlige søgen efter at løse gåden bag de små børn på bænken. Gang på gang overskrider hun sine egne grænser og bliver involveret i begivenheder, der har rødder tilbage til krigen.
Sæt dig godt tilrette og lad dig føre ind i mit og Ingeborg univers tilbage i fyrrene.

Herunder læser jeg en scene fra bogen:

Uddrag af Som små soldater:
Nu var der flere hunde, der gøede. Jeg skråede over pladsen, mens jeg forsøgte at undgå de værste mudderhuller. Der var ingen ringeklokke, så jeg bankede på døren. Måtten var slidt til trævler. Jeg bankede igen, denne gang hårdere. Det var ved at blive rigtig mørkt. På første sal var der et svagt lys i et af vinduerne.  Hundene gøede stadig, men der var også en anden lyd. Hvor kom den fra? Fra garagen? Porten stod åben. Det så ud til at være flere garager, som var bygget sammen. Der var ikke noget lys. Jeg tøvede, men gik derover.

”Hallo, er her nogen?”

Min stemme forsvandt i mørket. Skulle jeg hellere tage hjem? Jeg havde store klumper af mudder under skoene. Nu kom lyden længere væk fra, var der nogen bag garagen? Jeg gik langsomt rundt om bygningen for ikke at falde over noget.

”Er her nogen?” Selvom jeg råbte højt, lød min stemme svag i mørket.

En raslende lyd kom hurtigt nærmere. Idet jeg vendte mig om, kom et kæmpe uhyre springende imod mig. Jeg løb alt, hvad jeg kunne, men ikke ret langt, for pludselig forsvandt jorden under mig, mit hoved eksploderede, alt blev sort, og iskoldt vand lukkede sig om mig.

Hvorfor startede jeg med at skrive

Alt har en begyndelse, og for mig var der egentlig ikke tale om et valg, men et krav. Dengang i starten af 90erne boede vi i udlandet bl.a. i Kenya som er et stort land, og vi kørte meget i bil. Min ældste datter, som på det tidspunkt var en lille pige, krævede historier. Lange historier der fortsatte køretur efter køretur.
Alt har sin tid og historierne udviklede sig. Noget blev skrevet ned, andet ikke. Efterhånden blev det sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive.

Har du spørgsmål eller kommentarer så mail mig her eller gå til min facebookside.

 

2 Comments

  1. Glæder mig til at læse den! Den skal da filmatiseres!!

  2. Jeg så anmeldsen i et blad, bestilte den på biblioteket og er LIGE blevet færdig med at læse den. TAK for en Fantastisk god bog. Du har fanget tiden, ånden og gjort den meget levende!!
    Karin Oesten
    Amager

%d bloggers like this: